GOODBYE, ALUA

Så har jeg sagt mit første "farvel", da min veninde Alua tog hjem til Kazakhstan i går. Hun tog hjem allerede, da hun bliver nødt til at tage sine eksaminer i Kazakhstan, eftersom hun vist graduater i år. 

Sidste weekend hold hun farvel-fest med masser af mad og søde mennesker. Vi lavede bonfire, tændte Chinese lanterns, så film, tudede lidt, og bare hyggede. 

Åh, hvor var det svært at sige farvel. Alua er en af mine rigtig gode veninder, og det var næsten ikke til at bære, da jeg krammede hende farvel, og det gik op for mig, at det muligvis var sidste gang jeg så hende. 

Her de sidste par dage er det virkelig begyndt at gå op for mig, hvor lidt tid, jeg egentlig har tilbage herovre. Det er så mærkeligt at tænke på, at om under to måneder pakker jeg mine ting, siger farvel og tak, og sætter snuden mod Danmark. Jo, jeg glæder mig da som en sindssyg til at komme hjem... men jeg har bare ikke lyst til forlade alt det, jeg har her. Da jeg sagde farvel til min familie i lufthavnen, vidste jeg, at jeg ville komme hjem igen, så på den måde var det ikke så svært. Når jeg siger farvel til min værtsfamilie og alle mine venner, ved jeg ikke om jeg nogensinde for dem at se igen... til størstedelen af dem (hvis ikke dem alle) siger jeg nok farvel for altid. Det er så forfærdeligt barskt, men sådan er det jo at være udvekslingsstudent - da jeg sagde ja, vidste jeg, at det ville blive sådan her. Men uanset hvor mange blogs man læser, hvor mange informationsmøder man deltager i, vil man nok aldrig helt kunne forstå, hvordan det er, medmindre man selv har været i situationen. Jeg vil for altid have to hjem og to familier, på hver sin side af kloden. Det er uendeligt svært... men uendeligt dejligt på samme tid.