26. aug. 2013

THE LAST WEEK

Snart vil sløret løftes, syv måneders uvished vil tilendebringes og jeg vil endelig kunne ånde lettet op. I løbet af denne uge, vil jeg højst sandsynligt få af vide, hvor og med hvem de næste ti måneder af mit liv vil udspille sig. Jeg glæder mig som en vanvittig. Den sidste måned har været svær. De andre udvekslingsstudenter begyndte så småt at tage ud i lufthavnen med næsen vendt mod staterne. På Facebook postede de billeder af dem, med kufferten ved deres side og et kæmpe smil på læben. De skrev begejstrede opslag om, hvor fantastisk New York er, og hvor vildt, det er, endelig at møde sin værtsfamilie. Alt imens jeg sidder herhjemme, og stadig ikke ved mere end jeg gjorde i går, for to uger siden, for syv MÅNEDER siden.
Forsøget på at bevare optimismen tærer på kræfterne. Smilet og ordene "det skal nok blive mig på et tidspunkt" bliver langsomt mindre og mindre troværdige - både for mig selv og for omverdenen. Selvfølgelig har jeg hele tiden vidst, at risikoen for, at det kunne blive så sent, var til stede... men jeg troede nok aldrig rigtig på, at det var lige præcis mig, det ville ske for. Men det skete. At sidde i denne situation er virkelig ikke sjovt. Udadtil forsøger jeg så vidt muligt at være positiv omkring det hele, men på et tidspunkt rammer man virkelig muren. Man når til et punkt, hvor man har opbrugt den sidste lille bitte rest af tålmodighed og optimisme. Man kan simpelthen ikke længere. Det føles som om, det ingen ende har. Man er så uendeligt træt - ikke bare psykisk men også fysisk. Man gider ingenting. Sidder bare fastfrosset i den samme stilling med telefonen i hånden, ventende på det ene opkald, der ikke kommer. Det er hårdt. Det er så forfærdeligt hårdt. Jeg tror ikke, at man på nogen måde vil kunne relatere til dette, hvis man ikke selv har været udsat for det. Størstedelen af de, der læser dette, vil nok mene, at jeg liiiiige overdriver en smule. At jeg gør det hele meget mere dramatisk end det egentlig er. Og det kan da godt være, at det er rigtigt. At jeg om et par måneder læser dette indlæg og tænker: "Hold da op, en drama queen. Så slemt var det da overhovedet ikke!" Men det er virkelig sådan jeg har det. Jeg har det som om jeg står på kanten af at drukne i et nervesammenbrud og det eneste, der holder mig oven vande er det lille håb, jeg endnu har tilbage. Håbet om, at det i morgen er mig, der kan lave uendeligt mange glade smiley'er, efter mit facebookopslag, der består af meddelelsen om, at der nu endelig er nogen, der har valgt lige præcis mig som deres host daughter... jeg håber.

Okay, dette indlæg er ret så deprimerende, jeg undskylder. Men jeg blev bare nødt til lige at få det hele ud. Nu kan fremtidige udvekslingsstudenter også se, at det hele ikke er den dans på roser - men jeg håber, at jeg en dag kan sige, at det var det hele værd. Det bliver det nødt til at være.


6 kommentarer:

  1. Åååh, det er så sandt!! Nu har jeg heldigvis fået en velkomstfamilie i dag, men den seneste 3-4 ugers tid har jeg følt præcis samme måde! Sidste uge var nærmest et helvede for mig, jeg lavede seriøst ingenting. Jeg var træt konstant - nok af at være så spændt - og jeg kedede mig så meget, men hvis mine forældre foreslog mig, at vi kunne lave et eller andet, afviste jeg. Alle de bekymrende blikke man fik når man sagde at man ikke havde fået familie endnu eller noget, åhhh det er forfærdeligt! Du får forhåbentligt snart din værst- eller velkomstfamilie snart, så du kan ånde lettet op! Jeg håber så meget, at du snart får!! Jeg ser frem til at se dit glade vægopslag på gruppen, hvor du skriver med store bogstaver at du har fået en helt fantastisk familie! :D Hold hovedet højt (og hold øje med din email, fordi din kontaktperson eller familie kan nå at skrive til dig inden Explorius ringer!! Det gjorde de med mig nemlig) og hold ud liiidt tid endnu! Jeg kender 100% den følelse du har haft på det seneste, men når du endelig får din værtsfamilie, føles det som om den tungeste vægt bliver løftet af dine skuldre, tro mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, hvor er du sød, tusind tak for opmuntringen! - og det hjælper altid lidt at få af vide, at man ikke er den eneste i verden, der er ved at falde fra hinanden. ;-) Men tillykke med din velkomstfamilie, i hvert fald! Og jeg glæder mig i hvert fald også helt ekstremt, til at skrive et indlæg om den værtsfamilie, som jeg forhåbentlig snart får :-D

      Slet
  2. ^ Præcis det samme som Anna skriver! Du skal nok få en værtsfamilie snart! Det kommer når du mindst venter det :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så let for jer at sige, når I allerede har en familie... men jeg håber virkelig, du har ret Adrian! :-)

      Slet
  3. Anna har fuldstændig ret og Adrian har ret i at værtsfamilien kommer når man mindst venter det. Jeg var på vej ud af mit værelse for at få morgenmad og gad ikke tage min mobil med, da jeg tænkte de nok alligvel ikke ville ringe idag, da den lige pludselig ringer mens jeg er på vej ud af mit værelse :)
    Jeg har indtil idag, godt kunne sætte mig ind i dine følelser og frustationer, men der er helt sikkert nogle som har valgt dig og du får helt sikkert snart familie. Hold modet oppe, eller hvad man siger og skriv så snart du ved noget. Jeg krydser fingre for dig <3

    SvarSlet

TUSIND TAK FOR DIN SKØNNE KOMMENTAR - DET BETYDER MEGET FOR MIG, AT DU TAGER DIG TID TIL AT SKRIVE DEN!