THE LAST WEEK

Snart vil sløret løftes, syv måneders uvished vil tilendebringes og jeg vil endelig kunne ånde lettet op. I løbet af denne uge, vil jeg højst sandsynligt få af vide, hvor og med hvem de næste ti måneder af mit liv vil udspille sig. Jeg glæder mig som en vanvittig. Den sidste måned har været svær. De andre udvekslingsstudenter begyndte så småt at tage ud i lufthavnen med næsen vendt mod staterne. På Facebook postede de billeder af dem, med kufferten ved deres side og et kæmpe smil på læben. De skrev begejstrede opslag om, hvor fantastisk New York er, og hvor vildt, det er, endelig at møde sin værtsfamilie. Alt imens jeg sidder herhjemme, og stadig ikke ved mere end jeg gjorde i går, for to uger siden, for syv MÅNEDER siden.
Forsøget på at bevare optimismen tærer på kræfterne. Smilet og ordene "det skal nok blive mig på et tidspunkt" bliver langsomt mindre og mindre troværdige - både for mig selv og for omverdenen. Selvfølgelig har jeg hele tiden vidst, at risikoen for, at det kunne blive så sent, var til stede... men jeg troede nok aldrig rigtig på, at det var lige præcis mig, det ville ske for. Men det skete. At sidde i denne situation er virkelig ikke sjovt. Udadtil forsøger jeg så vidt muligt at være positiv omkring det hele, men på et tidspunkt rammer man virkelig muren. Man når til et punkt, hvor man har opbrugt den sidste lille bitte rest af tålmodighed og optimisme. Man kan simpelthen ikke længere. Det føles som om, det ingen ende har. Man er så uendeligt træt - ikke bare psykisk men også fysisk. Man gider ingenting. Sidder bare fastfrosset i den samme stilling med telefonen i hånden, ventende på det ene opkald, der ikke kommer. Det er hårdt. Det er så forfærdeligt hårdt. Jeg tror ikke, at man på nogen måde vil kunne relatere til dette, hvis man ikke selv har været udsat for det. Størstedelen af de, der læser dette, vil nok mene, at jeg liiiiige overdriver en smule. At jeg gør det hele meget mere dramatisk end det egentlig er. Og det kan da godt være, at det er rigtigt. At jeg om et par måneder læser dette indlæg og tænker: "Hold da op, en drama queen. Så slemt var det da overhovedet ikke!" Men det er virkelig sådan jeg har det. Jeg har det som om jeg står på kanten af at drukne i et nervesammenbrud og det eneste, der holder mig oven vande er det lille håb, jeg endnu har tilbage. Håbet om, at det i morgen er mig, der kan lave uendeligt mange glade smiley'er, efter mit facebookopslag, der består af meddelelsen om, at der nu endelig er nogen, der har valgt lige præcis mig som deres host daughter... jeg håber.

Okay, dette indlæg er ret så deprimerende, jeg undskylder. Men jeg blev bare nødt til lige at få det hele ud. Nu kan fremtidige udvekslingsstudenter også se, at det hele ikke er den dans på roser - men jeg håber, at jeg en dag kan sige, at det var det hele værd. Det bliver det nødt til at være.