Okay, egentlig er det lidt pinligt - vi havde gennemgået alle papirerne en million gange og gennemtjekket det hele for at være sikre på, at vi havde husket at udfylde alle papirerne, få alle vaccinerne og så videre, og så videre. I virvaret af alle de ting vi skulle have tjek på, glemte vi så et punkt. Et af de ret så vigtige punkter, faktisk: Vi havde fuldkommen svedt tuberkulose-testen ud! Da vi fik tider til alle vaccinerne, spurgte vi, om vi også kunne få en tid til tuberkulosetesten med det samme. Det kunne vi så ikke, da den ikke måtte tages mere end 6 måneder før afrejse, og så kunne de ikke finde ud af at give og en tid så langt fremme. Nå, sådan var det jo, og så måtte vi bare få tuberkulosetest-tiden på et andet tidspunkt. Det øjeblik vi gik ud af lægens kontor, glemte vi så fuldkommen den test, og kom ikke i tanke om det før i tirsdags (d. 23. juli). Vi gik totalt i panik (Eller jeg gjorde i hvert fald), for da vi ringede til min læge, fandt vi ud af, at han havde ferie i tre uger. Fedt fedt, jeg kan rejse hvornår det skal være, og hvis jeg ikke fik den tuberkulosetest, må jeg ikke komme ind i USA. Heldigvis var der en anden læge i den samme bygning, som min egen læge holder til i, og ham fik vi så en tid med dagen efter. Han ringede til lungeklinikken på Hvidovre Hospital, hvor jeg var så heldig at få en akuttid kl. 8.30 dagen efter (torsdag).
Vi kørte derhen, jeg fik et stik i armen og besked på at komme igen fire dage efter (mandag), hvor den så skulle aflæses.
I dag er det mandag og jeg kan hermed ånde lettet op, vidende, at jeg ikke har tuberkulose og at alt nu er i den skønneste orden (Nu håber jeg bare, at der ikke er flere vigtige ting, vi har glemt!)
PS.
Dyrk lige denne luksus video, jeg fandt på Sophies blog - jeg har øvet mig en del på de amerikanske stater, og jeg kan endelig dem alle sammen... men det der med byerne kniber altså lidt, så det kan være, at denne video kan sætte lidt skub i tingene. Nice er den i hvert fald!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
TUSIND TAK FOR DIN SKØNNE KOMMENTAR - DET BETYDER MEGET FOR MIG, AT DU TAGER DIG TID TIL AT SKRIVE DEN!