 |
| Lige et billede fra dimissionen i onsdags - jeg kommer sådan til at savne de tøser! |
Kalenderens skiftende dato minder mig konstant om, at tiden går. Dagene passerer, den ene efter den anden, tilsyneladende uden at holde bare en lille pause ind imellem. Sommetider kunne jeg virkelig godt bruge det; at tiden bare stod stille, og jeg kunne leve i det samme øjeblik bare en lille smule længere. På en eller anden måde synes jeg bare, det hele går alt for hurtigt. Jeg føler lige, at det har været jul, og nu har jeg allerede sommerferie. Selvom jeg nyder at have ferie (på trods af det tvivlsomme vejr) har jeg en underlig følelse i kroppen... en følelse, som skyldes flere forskellige ting. For det første kan jeg stadig ikke rigtig forstå, at jeg er færdig med folkeskolen. At jeg ikke skal tilbage til de nærmest hjemlige lokaler og velkendte ansigter. At jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke ved, hvad morgendagen bringer. På en måde glæder jeg mig usandsynligt meget til at starte et nyt kapitel, få nogle fantastiske oplevelser og nye bekendtskaber. Alligevel er jeg lidt bange. Bange for, at det nye ikke er nær så godt som det gamle. Bange for, hvordan det nu skal gå mig ude i den store verden. Jeg forlader folkeskolen med et snit på 12, så forudsætningerne for at det kommer til at gå godt er ikke helt ringe på det punkt ;-) - og alle bliver også ved med at fortælle mig, at det nok skal gå upåklageligt - og på sin vis tror jeg da på dem.. men jeg har stadig min tvivl. På en eller anden mærkelig måde er det vel også meget sundt. Det er så her vi kommer til den anden grund til min underlige følelse i kroppen: Det faktum, at ALT stadig er så uvist driver mig til vanvid. Jeg ved ikke hvornår jeg skal afsted, hvor jeg skal hen, hvilke mennesker jeg skal bo hos i ti måneder! Jeg har siden januar gået rundt og glædet mig til at få min familie. Nu - fem måneder senere - er det lidt som om, at jeg ikke længere glæder mig. Eller jo, selvfølgelig glæder jeg mig som en sindssyg, men jeg er efterhånden blevet så utålmodig, at jeg bare gerne vil have den familie NU! Der er stadig masser af tid til at få en familie, men det hele er bare så surrealistisk endnu, fordi jeg ikke rigtig har noget at forholde mig til. Jeg skal nok komme afsted - Explorius har jo placeringsgaranti og alt det hejs - men ja, jeg vil bare gerne snart have det opkald om, at jeg har fået en familie. Er det virkelig for meget forlangt? (Jeg har læst virkelig mange blogs fra andre udvekslingsstudenter, der har lavet utålmodigheds-indlæg som dette, og dagen efter skriver, at de har fået værtsfamilie - jeg krydser hermed fingre for, at det også sker for mig!)
