TRAIN TRAVEL

Hovedet hænger tungt og øjnene blinker sløvt. Den gamle mølædte hat ser ud som om den aldrig er blevet taget af, og den lange frakke har ikke været bare nogenlunde præsentabel i lang tid. Høreapparatet bag øret blinker og bevidner om kroppens ældning og det gradvist større funktionssvigt der sker i hele kroppen. Ordet "Hva'?" ryger oftere og oftere over de tørre læber, ryggen bøjes længere fremover i takt med, at det slørede blik falder på hænderne, der allerede har erhvervet endnu en rynke. Hvad dog disse medtagede hænder ikke har været igennem? Krig og fred, glæde og sorg. Mon de har haft den glæde forsigtigt at holde det første barnebarn, mens den lille skabnings glade smil får varmen til at brede sig i det indre? Eller er de blevet hærdet af mange års slid og slæb? 

Toget stopper brat og får hele den gamle krop til at svaje. Dørene åbnes modvilligt, og han bevæger sig ud i den kolde virkelighed. Er der en derude, der venter længselsfuldt, eller ender det ensomt i en gammel rødpolstret lænestol?

Toget kører videre og efterlader ham på den tomme station. Jeg sender et blik i hans retning og sætter mig så til rette i sædet; Min egen rejse er ikke engang tæt på at ende.